Nå - skulle vi så se at få opdateret den hersens blog eller hvad!
Jeg sidder med hovedet begravet i uni-arbejde og trænger ærligtalt til en pause. Vi skal aflevere vores færdige projekt på onsdag sharp. Projektet er (for mit vedkommende) et redesign af de almindelige grå krykker. Så lige nu er jeg igang med at tegne håndtagene som skal være en del af et par innovative "smart crutches", som kan lidt forskellige ting. Jeg regner med at uploade billeder af projeket efter onsdag. Og jeg regner med, at lave en lille rundtur til jer, så I kan se mit studio, universitetet, omgivelserne og mit kollegie :) Men det der med at "gerne ville gøre noget" og så rent faktisk gøre det, er to meget forskellige ting - især når det involverer New Zealandsk internet. Nettet hernede er temmelig ustabilt, hvilket betyder, at de videoer som jeg taler om (blandt andet) i mine New Zealandske Facebook fotoalbums, ikke kan uploades pt. Jeg bliver simpelthen smidt af internettet midt i uploaden, som så går i stå :/
Men ellers er der jo sket rigtig meget siden sidste indlæg. Mor gjorde mig opmærksom på, at det sidste indlæg var fra den 8. juli. Jeg troede ikke på det - for dét kunne da ikke passe! Jeg havde jo lige skrevet det. Men så så jeg selv efter og ganske rigtigt... den 8. juli var sidste gang jeg skrev på min blog. Hmm...
Men der er ikke andet at sige, end at tiden flyver når man har det sjovt. Og dét har jeg :) Her er så dejligt hernede og (som jeg nok også skrev i det sidste indlæg) så kan jeg slet ikke forstå, at tiden går så hurtigt. Folk er så flinke og studiet er dejligt. Næsten hver weekend tager vi på en ny roadtrip og oplever New Zealand. Sidste weekend var reserveret til uni-arbejde, men forrige var vi i Rotorua (verdens numsehul). Der lugter mildest talt skrækkeligt! Men hvor er det fantastisk - jeg vil se om jeg kan uploeade nogle billeder her på bloggen (hvis nettet tillader det) og skrive lidt tekst til de forskellige "shots".. Den næste weekender er desværre også reserveret til uni-arbejde, så jeg må nøjes med at blive hjemme og ikke ta på roadtrip. Heldigvis holder 8E (8. etage, lejlighed E her på kollegiet) en stor før-ferie-fest på lørdag, så der kommer til at ske lidt. Det er galla - i anledning af, at det er sidste weekend inden ferien. For nu hvor vi snart har været på uni i 6 uger, er det ved at være tid til en velfortjent ferie. Og i den anledning har jeg købt flybilletter - til Samoa. En dejlig lille sydhavs ø. I 10 dage. Dejligt. Nærmest alle de internationale studerende tager derop (det er SÅ underligt, at du skal nordpå her, for at komme til varmere himmelstrøg, nå men anyways) så der bliver nok at tage sig til. Der skal overnattes i Fala'er på stranden og slappes af. Rigtig rigtig meget af skal der slappes. Og det bliver godt!
Vi har haft 6 uger til at færdigudvikle det første produkt (hvilket vi normalt bruger ét helt semester på i Aalborg) Bang! Bang! Bang! Og så skal det være færdigt. Du står selv for planlægningen, udførelsen og kommunikationen og forventningerne du skal leve op til er dine egne. Forelæserne er der HELE vejen. ALTID. Du kan altid gå til dem, hvis de da ikke kommer til dig først. Det er virkelig som én stor familie hernede. Alle sørger for, at alle har det godt. Forelæserne spørger ind til hvordan du har det - både med hensyn til projektet (om du har styr på det, er ved godt mod, har brug for hjælp, har spørgsmål, har haft en god weekend, har hvad du skal bruge, osv). Og de studerende hilser på hinanden hver gang man kommer tilbage til "the studio". Vi har hver vores skrivebord, "work space" og skab og har mulighed for at lave mad, ha undervisning, fotografere og tegne (udstyr til dette) i the studio. Det fungerer virkelig.
Trods de gode omgivelser, er det desværre ikke alle, som har det godt... I fredags hang der en seddel ved elevatorerne. Der havde været et tragisk dødsfald på vores nabokollegium. Selv om det ikke havde noget med Wellesley kollegiet at gøre, var der alligevel, fra kollegiets side, stillet en kontaktperson til rådighed, som man kunne gå til, hvis man havde brug for at vende følelserne med en anden. Dødsfaldet var et selvmord, sandsynligvis forårsaget af pres og stress. Vedkommende sprang ud fra taget. Dybt tragisk og meget meget sørgeligt.
For at vende det lidt dyste blogindlæg til noget mere opløftende, så havde vi det første snefald i Auckland siden den 27. juli 1939 her i sidste uge. Jeg har det på film - som jeg så ikke kan oploade! Suk! Men jeg vil dog blive ved med at forsøge. ....Tror faktisk jeg vil prøve igen. Vender lige tilbage her senere. Vi ses :)